I begyndelsen af det 18. århundrede opstod der et nyt menneskesyn under oplysningstiden. Mennesket skulle nu kunne bestemme over sit eget liv som et fornuftigt væsen. Dette betød, at man ikke længere var bundet af sin sociale status eller Guds vilje. Selvbebestemmelse blev en central opgave.
Men hvad med dem, der ikke har samme evne til at bruge fornuft? Ifølge fænomenologisk tænkning er mennesket altid afhængigt af andre. Vores identitet formes i relationer, især i barndommen, hvor vi udvikler os gennem interaktion med vores nærmeste.
For at kunne realisere selvbestemmelse i samfundet kræves specifikke kompetencer. Mange mennesker med handicap har ikke de samme muligheder for at udtrykke deres selvbestemmelse. Det er vigtigt at anerkende, at selvbestemmelse ikke kun handler om individuelle ønsker, men også om at forstå og respektere andres behov.
